§1
Det Røde Pakhus, Søndre mole, Havnevej 10, 4230 Skælskør, er en kommunal ejendom drevet af en brugerbestyrelse for Slagelse kommune, Kultur- & Fritidsforvaltningen.
§2
Det Røde Pakhus er et aktivitets- og fælleshus, der med forskelligartede aktiviteter skal være byens sociale og maritime samlingssted for en bred vifte af borgere såvel som turister og sejlere.
§3
Det Røde Pakhus kan ikke udlejes til private formål og fester. Foreninger kan dog låne ejendommen vederlagsfrit til indtægtsgenererende arrangementer. Arrangementerne skal dog stadig opfylde formålspargraffen i §2 og foreningen skal have tilladelse fra Slagelse kommune, Kultur- og Fritid til afholdelse af arrangementet.
§4
Det Røde Pakhus ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer. Havnen udpeger et medlem til bestyrelsen og Center for Kultur & Fritid udpeger et medlem af bestyrelsen. De resterende 5 medlemmer vælges på den årlige generalforsamling. Disse 3 medlemmer skal findes blandt repræsentant for lokale maritime- og aktivitetsforeninger. Generalforsamlingen holdes inden udgangen af februar måned. Der vælges i lige år 3 medlemmer og i ulige år 2 medlemmer. Medlemmerne vælges for 2 år, genvalg kan finde sted. Derudover vælges 2 suppleanter for 1 år. Endvidere vælges hvert år 2 revisorer, genvalg kan finde sted.
Generalforsamlingen skal indkaldes med min. 2 ugers skriftlig varsel til brugerforeningerne samt via kommunale meddelelser med offentliggørelse af dagsordenen. Alle medlemmer af foreninger eller brugergrupper der er tildelt brugsret af Slagelse kommune er valgbare til bestyrelsen og har ved personligt fremmøde stemmeret på generalforsamlingen. Alle beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpelt stemmeflerhed af de fremmødte.
På den årlige generalforsamling er der som min. følgende dagsorden:
1. Formandens beretning og bestyrelsens planer for kommende år.
2. Kassererens fremlæggelse af årsregnskabet og budget til godkendelse.
3. Indkomne forslag.
4. Valg til bestyrelsen,
5. Valg af bestyrelsessuppleanter
6. Valg af revisorer.
7. Evt.
§5
Bestyrelsen konstituerer sig selv ved første møde, der skal afholdes senest 1 måned efter generalforsamlingen. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen er beslutningsdygtig ved tilstedeværelse af mere end halvdelen af medlemmerne. Bestyrelsens beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed af de fremmødte. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Formanden indkalder til møde når det findes fornødent, dog min. 6 møder årligt. Indkaldelsen skal ledsages af en dagsorden og mødet skal varsles med min. 7 dage. Et medlem af bestyrelsen kan kræve møde afholdt med mindst 14 dages varsel.
Det Røde Pakhus tegnes af formanden og kassereren, der ligeledes refererer til Slagelse kommune, Kultur- & Fritidsforvaltningen. Bestyrelsen forestår ansættelse / afskedigelse af personale, der ikke hører under kommunen.
Bestyrelsen indgår brugeraftale med Slagelse kommune, Kultur- og Fritid om administration og drift af Det Røde Pakhus og fastsætter i samarbejde med Slagelse kommune, Kultur- & Fritid, ordensreglement for Det Røde Pakhus samt retningslinjer for den daglige drift.
Bestyrelsen forestår brugerforeningernes booking af Det Røde Pakhus i henhold til ejendommens formålparagraf (§2). Bestyrelsen kan herudover afholde kulturelle og maritime aktiviteter, som inkluderer hele lokalsamfundet.
Det Røde Pakhus fællesudgifter, drift m.v., der ikke hører under kommunen, dækkes vha. brugerbetaling. Anskaffelse af inventar, udstyr m.v. søges dækket ved sponsorater, fundraising, el.lign., herunder v.h.a. evt. overskud fra brugerbestyrelsens egne offentlige arrangementer.
Bestyrelsen råder udelukkende over likvide midler og kan således ikke gældsætte sig uden generalforsamlingens samtykke. De likvide midler skal stå på en konto i et pengeinstitut. Kassereren kan frit råde over beløb op til 5.000 kr. Beløb derover kræver både kassererens og formandens underskrift.
§6
Det Røde Pakhus regnskabsår kører fra 1. januar til 31. december. Kassereren drager omsorg for at regnskab udfærdiges og revideres til forelæggelse for den samlede bestyrelse, senest med udgangen af januar måned. Regnskabet forelægges herefter på generalforsamlingen.
Regnskabet revideres af de på generalforsamlingen valgte revisorer. Regnskabet og evt. revisionsprotokollen underskrives af den samlede bestyrelse. Revisionen har adgang til at efterse alle bøger og beholdninger og kan fordre enhver oplysning af betydning for revisionen.
§7
Det Røde Pakhus et Slagelse Kommunes aktiv. Slagelse Kommune vælger også hvornår det ophører med at være et aktiv i drift. Bestyrelsen hæfter kun for sine forpligtigelser med den til Det Røde Pakhus enhver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke hverken bestyrelsen eller brugerforeninger nogen personlig hæftelse.
§8
Hvis Det Røde Pakhus ikke kan opfylde sit formål, hvis den drives med væsentligt underskud, der ikke kan dækkes ved ekstraordinære tilskud, eller hvis driftsaftalen med Slagelse kommune ophører, er bestyrelsen forpligtet til at ophæve institutionen ved likvidation. Likvidationen skal godkendes på en generalforsamling, evt. ekstraordinær. Ved likvidation anvendes de fremkomne midler forlods til betaling af gæld.
Hvis der herefter er et overskud, skal dette anvendes efter bestyrelsens nærmere bestemmelse til kulturelle eller almennyttige formål i Skælskør.
§9
Hvis ændrede forhold gør det påkrævet eller hensigtsmæssigt at foretage ændringer i nærværende vedtægter kan dette kun ske ved vedtagelse på en generalforsamling og med accept fra Slagelse kommune, Kultur- & Fritidsforvaltningen.
Således vedtaget på stiftende generalforsamling 2013.